Ezekiel 35
Dette er Biblen på dansk
35 Herrens Ord kom til mig således: 2 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Seirs Bjergland og profeter imod det 3 og sig til det: Så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig, Seirs Bjergland, og løfter min Hånd imod dig; jeg gør dig til Ørk og Ødemark, 4 dine Byer lægger jeg i Grus. Du selv skal blive til Ørk og kende, at jeg er Herren. 5 Fordi du nærede evigt Had og i Nødens Stund overgav Israeliterne til Sværdet, da deres Misgerning var fuldmoden, 6 derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg gør dig til Blod, og Blod skal forfølge dig; sandelig, du forbrød dig ved Blod, og Blod skal forfølge dig.
7 Jeg gør Seirs Bjergland til Ørk og Ødemark og udrydder deraf enhver, som kommer og går; 8 jeg fylder dets Bjerge med dræbte; på dine Høje og i dine Dale og Kløfter skal de sværdslagne falde. 9 Jeg gør dig til Ørk for evigt, dine Byer skal ikke bebos; og du skal kende, at jeg er Herren. 10 Fordi du sagde: "De tvende Folk og de tvende Lande skal tilhøre mig, jeg vil tage dem i Eje!" skønt Herren var der, 11 derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg vil gøre med dig efter den Vrede og det Nid, du hadefuldt udviste imod dem, og jeg vil give mig til Hende for dig, når jeg dømmer dig; 12 og du skal kende, at jeg er Herren. Jeg har hørt al den Spot, du udslyngede mod Israels Bjerge: "De er ødelagt, os er de givet til Føde!" 13 Du gjorde dig stor imod mig med din Mund og overfusede mig med Ord; jeg hørte det.
14 Så siger den Herre Herren: Som det var din Glæde, at mit Land blev Ørk, således vil jeg gøre med dig; 15 som det var din Glæde, at Israels Huss Arvelod blev Ørk, således vil jeg gøre med dig. Ørk skal du blive, Seirs Bjergland og hele Edom med; og de skal kende, at jeg er Herren.